I 2018 pådrog Matilde Mølgaard Sørensen sig en alvorlig hovedskade. Hun mener, at lægens håndtering var mangelfuld. Måske havde en grundigere undersøgelse gavnet hende i dag. 

Af Sebastian Østergaard Olsen 

Hovedskaden i håndboldkampen 

Matilde er midt i en håndboldkamp mod Skive. Hendes hold angriber. Som højre back modtager hun en aflevering fra hendes holdkammerat i midten af banen. Hun hopper højt for at skyde på mål, men bliver stoppet, midt i luften. En modspiller tackler hende helt forkert. Hun falder og da hun lander på ryggen, hamrer hun hovedet bagover, ned i håndboldbanens hårde gulv.  

Da Matilde ligger på gulvet slår hun øjnene op, men hun kan ikke se noget. Ingen bekymrede medspillere eller modspillere, ingen dommer, ingen træner, intet. “I kampen jeg fik skaden, forsvandt mit syn faktisk. I nogle minutter kunne jeg ikke se noget og blev båret ud.” siger hun.  

Kom først til lægen dagen efter 

Matilde genvinder dog synet. Hun kører med en holdkammerat hjem fra håndboldkampen. Men selvom hun har det dårligt på den timelange tur, tager hun først til lægen dagen efter.  

I lægehuset kommer Matilde ind til en læge, der vurderer, at hun har en hjernerystelse, men at den er mild. Lægen tjekker blandt andet om Matilde kan klemme hende i hånden, men foretager ikke nogen ekstra undersøgelser. Dette undrer Matilde: “Især fordi jeg også kender nogle andre, som har fået hjernerystelse, og de blev altså sendt afsted til scanner med det samme, for at tjekke at der ikke var blødninger og hævelser”. Men ikke desto mindre tager Matilde og hendes forældre hjem og følger lægens råd om, at hun bare skal slappe af i nogle dage, men hurtigt fokusere på at være med i skolen igen.  

Der er noget galt 

Men Matilde bliver ved med at have det dårligt. Det bekymrer hendes forældre, og et halvt år efter håndboldkampen i september 2018, opsøger de igen det samme lægehus, men en anden læge. Den nye læge tager Matildes symptomer alvorligt, og hun bliver sendt afsted til scanning. Scanningen viser, at Matildes hjerne er hævet.  

Hævelser i hjernen kan i værste fald give hjerneskader. Men heldigvis for Matilde har hun ikke nogen alvorlige varige mén. Dette betyder dog ikke, at hun er sluppet billigt afsted fra den hovedskade hun fik i håndboldkampen i 2018. Den hjemsøgte hende i eftertiden og påvirker hende også i dag.  

Da hun vendte tilbage til undervisningen i gymnasiet, efter hun i tre måneder havde været sengeliggende på sit mørklagte værelse, mærkede Matilde konsekvenserne af hovedskaden. Både gennem hovedpine og koncentrationsbesvær, men også på mere mystiske måder.  

“Da jeg startede i gymnasiet igen, besvimede jeg nogle gange og er faktisk blevet kørt hjem uden jeg selv vidste det.” siger Matilde. Hun forklarer hvordan der er mange episoder i eftertiden, som hun slet ikke husker, men har fået genfortalt. 

Matilde mærker det stadig i dag 

Udover, at hun ikke længere må spille håndbold på samme niveau som hun plejede, er Matilde også mærket af hjernerystelsen på anden vis i dag. Hun besvimer ikke længere, og hukommelsestab lider hun heller ikke under længere. Men nu er Matilde startet på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og her hjemsøger hovedskaden hende stadig: “nu hvor jeg laver meget skolearbejde, og for det første læser rigtig meget, men også kigger på skærmen, så får jeg ondt det sted, hvor jeg slog mig. Nogle gange går det også ind i øjet”.  

Matilde har ikke mistet troen på læger. Eftersom hun har en sjælden lungesygdom, ved navn Primær Ciliedyskinesi, har hun har fra en tidlig alder et stort bekendtskab med læger. Hun har mange gange været på Rigshospitalet, og oplevet et væld af forskellige undersøgelser og mødt mange forskellige læger og på den baggrund siger hun: “jeg stoler rigtig meget på læger, men jeg har også en vis kritisk sans overfor, om de nu gør det ordentligt, eller om man nu bare er endnu en patient der kommer ind”. 

Om hun kunne være foruden de mén hun har i dag, ved hun ikke, men under alle omstændigheder mærkede hun ikke at lægen tog hende seriøst. Matilde mener selv, at den første læges håndtering af hjernerystelsen var mangelfuld. Hun er især skeptisk over, at hun ikke blev sendt til scanning med det samme. Det mener hun i hvert fald havde givet hende mere ro i maven, og havde hjulpet hende med at forstå alvoren af hendes situation.